Omar Sy 2012.jpg

 

Omar Sy spiller rollen som Driss

(Foto fra Dansk Wikipedia)

 

De urørlige

 

 

 

 

Biografsuccessen ”De urørlige”

er ikke kun en harmløs komedie

-         men en film om al den power

som en menneskelig relation rummer,

 

 

 

Af Connie Bork

 

 

 

 

Egentlig skulle ”De urørlige” jo bare være en komedie, set af 20 millioner franskmænd. Filmen gik også for fulde huse i de danske biografer og endte med at overhale den sidste store franske filmsucces ”Den fabelagtige Amélie fra Montmartre” fra 2001. Men den er nu meget mere end en feel good-film. Lige da jeg har set den, kan jeg mærke, at jeg har fået et gummifjæs, mundvigene når op til ørerne, grinet vil ikke forlade mit ansigt.

Jeg smutter lige ind på dametoilettet, hvor en kvinde har stukket begge sine hænder ned i lufttørreren, og da jeg kommer til at kigge hende ind i øjnene, kan jeg se, der er sket det samme med hende. Smilet har sat sig fast. Vi har nøjagtig de samme ligesom overmasserede ansigter.  Så den er sjov, men den er også noget mere.

 

Filmen skiller sig ud ved sin grove, frække, ligefremme dialog. Humoren er ikke kun gøgl i Eric Toledano og Olivier Nakaches film. Der er tale om humor, som allerede Sigmund Freud beskrev den, hvor humoren overskrider grænser og tager den hurtigste vej mellem to punkter.

Freud genfortæller en vits, hvor en mand praler af sin forbindelse til en rig baron. Han siger, at baronen behandler ham fuldstændig som sin lige, helt ”familionært”. Ordet er en fortalelse og en sammentrækning af ordene familiært og millionær, der afslører, at en vis overlegen attitude alligevel skinnede igennem. Humoren kan gøre den latente forskel mellem rig og fattig mere synlig og også mere diskuterbar.

De to hovedpersoner i ”De urørlige” er i en helt anden situation, selv om de kommer fra to vidt forskellige lag i det franske samfund, har de ikke interesse i at positionere sig i forhold til hinanden.

”De urørlige” er en film om al den power, som en menneskelig relation rummer, al den forudsigelighed, som findes i et samspil. Filmen har jeg jo knap nogen ydre handling, et gængs plot mangler – alligevel har den stor dybde! Den formår at aflokke stadig nye nuancer af bare én relation, mellem to mænd, der egentlig starter med at være arbejdsgiver og ansat, men ender med at være venner.

 

Sociale modsætninger mødes

I ”De urørlige” mødes sociale modsætninger.

Philippe (spillet af Francois Cluzet) er mangemillionær og lam fra halsen og ned – Driss (spillet af Omar Sy) er bistandsklient. Han er også småkriminel og kommer fra en af Paris´ forstadsghettoer. Han ligner ikke på forhånd en person, nogen vil lukke ind i sit hjem.

Han søger et job som medhjælper hos Philippe – og forventer det sædvanlige afslag. 

Men Philippe ansætter ham, fordi han har en ting, som de andre ansøgere ikke har: - Han har ingen medlidenhed med ham.

Det særlige ved den film er, at den ikke bare handler om mig, mig, mig, men om du.

Filmen taler imod en bestemt trend: Den monomane selvoptagethed, hvor vi tror, vi kan hente enorme ressourcer ud af ”jeget”, ”selvet”. Det er jo endt med at være en overdrivelse, men samtidig en selvfiksering, som vi bliver nødt til at bruge tid på.

 

Hvis man vil begå sig i et moderne samfund, er det nødvendigt at kende sine stærke og svage sider. For at begå sig, skal man være i stand til at færdes i mange situationer – hvor man skal håndtere forskellige dagsordener. Det er et krav til et moderne menneske i dag, at man på den ene side skal have en række multiple identiteter, som kan bruges, når situationen lægger op til det, samtidig med at man indadtil, skal kunne holde sammen på det hele. På den ene side skal man være supersmidig og fleksibel, på den anden side skal man stole på egen dømmekraft.

Det lægger et stort refleksionspres på den enkelte. Man skal hele tiden være meget opmærksom på den konkrete situation og hvad den lægger op til. Så mig-trenden er ikke kun tåbelig eller selvforelsket, det er et krav, at man skal tænke sin performance i gennem, og kunne ændre den, hvis den virker stødende eller på anden måde ikke er nyttig.

Filmen har da også tidligt en afslørende scene, hvor de forskellige jobansøgere skal fremstille sig selv, prøve at sælge sig selv som den helt rigtige til jobbet. Den enkelte ansøger er knivskarpt profileret bare i kraft af sine replikker. Men Driss bryder netop den situation, og begynder at diskutere musik i stedet. Den professionelle attitude, som vi møder mange mennesker med – i de fleste situationer faktisk – bliver på grund af særlige omstændigheder nedbrudt i filmen. En normalt fjern relation, den formelle relation mellem her en arbejdsgiver og en ansat hjælper, bliver erstattet af et nært og vigtigt forhold. Du´et triumferer, sætter sig igennem.

De to mænd er jo i stand til at lære hinanden noget – det går begge veje. Det er derfor filmen har så meget drive, fordi deres baggrunde er så forskellige og de er villige til at sætte dem i spil.

Philippe, som er lam, tør alligevel et par ting, som Driss endnu ikke har haft mod på.

Mens Philippe mildest talt også lærer noget af Driss´ ligefremhed.

 

Den amerikansk-norske forfatter Siri Hustvedt har en spændende pointe vedrørende jeg-du forholdet. Hun siger, at hos afasipatienter, forsvinder ordet ”jeg” samtidig med ordet ”du”. Som mennesker er vi indstillet på dialog fra start.

De fleste mennesker har jo kun få af deres egenskaber som solitære egenskaber, der alene tilhører dem. Vigtige roller opnås i samspil og nogle roller bliver udspillet over tid. Vi har dem i en periode, så holder de op med at kræve den samme store indsats af os. Vi er kun forældre på fuld tid i en periode: Hvis en ældre mand for eksempel er ægtemand, far eller elsker, så er det jo svært at være ægtemand, hvis konen er flyttet til en anden landsdel, det er også svært at være far, hvis den eneste søn er død, ligesom det er vanskeligt at være elsker, hvis en ombejlet elskerinde ikke er villig til at elske tilbage. Meget af det vi går og laver, får kun værdi, fordi vi har en modtager, et du i den anden ende, som vil lege med.

Vi er meget mere relationelle og afhængige af samspillet, end vi går og tror. Især i de nære forhold, er du´et nærmest unikt og noget helt særligt.

 

Efter latteren

Det er derfor latteren runger så højt i biografens mørke. Og ansigtet føles helt løst, da jeg igen er ude i dagslyset. Filmen har en rammende proportionssans. Vi har også brug for et du, som gider at høre på os. Det kan gøre os meget mere komplette som mennesker.