TOVE! TOVE! TOVE!

 

 

Der er noget over Tove. Det har der altid været.

Tove var en oprører, en arbejderpige fra

Vesterbro, som tog en lang rejse i det

danske samfund

 

 

 

Af Connie Bork

 

 

Tove råber de i Skuespilhuset, hvor Sort Samvittigheds forestilling spiller lige nu (forår 2015) – instrueret af Elisa Kragerup. En forestilling om Tove Ditlevsens liv og værk.

Der er noget over Tove. Det har der altid været.

Tove var en oprører, en arbejderpige fra Vesterbro, som tog en lang rejse i det danske samfund. Jeg kan huske, hvordan hendes oprør brændte igennem til mig, hendes vilje til at se lige gennem tingene: ”Jeg elsker dig, fordi dit væsen blafrer/imod mig som et tællelys i træk” – og se så lige hvad hun også skriver: ”Jeg elsker dig, fordi du ikke vrøvler/om giftermål og ring og den slags ting”.

Det var så skarpt sagt. Måske lagde lyset sig ned i trækken.

Men inden blafrede hans væsen igen og igen.

Når et vigtigt menneske kommer til os, sker det sådan. Det er ikke massivt, nej, nej, det er flygtigt og levende.

Så den blafren stod der bare.

Et afgørende øjeblik og flere skulle komme, det var bare at tage Tove Ditlevsen med ind på mit nye danskstudie tilbage i slutningen af 1970´erne, hvor kvindesagen var et must. Det hele foregik på KUA, disse bygninger som var ren og skær funktionalisme, men på en overdreven måde, som om bygningerne nærmest var bygget ned i jorden. Hvem var glade for de bygninger? Ingen så vidt jeg ved. KUA så bare så fladt ud, men det er klart, der var højt til loftet derinde. Al min studietid tilbragt der. Det gik mange år, før KUA blev jævnet med jorden. Det gik hurtigt. Ned med dem og på en eller anden måde matcher det de serielle sammenbrud i Tove Ditlevsens liv, for det skete flere gange for hende. Skilsmisse på skilsmisse. Det styrtede sammen for hende og bagefter vandrede hun rundt oven på ruinerne og gjorde sine iagttagelser. Hun nåede rundt om hele fire ægteskaber og lagde mærke til en masse, som er mere tydeligt i omgang med ruiner.

Hun kendte det skrøbelige i menneskelivet – men også det fingerede, det påtagede, når vi bliver nødt til at lyve for os selv eller andre, gøre os større end vi er. Normalitetstvangen. Hun så klart. Hun vidste meget.

Tove sang inde i mit hoved. Og senere sang Anne Linnet rigtigt i radioen. Det var den vej, det gik.

Og Tove havde søstre inde på KUA. Levende søstre, for Tove Ditlevsen døde i 1976, før jeg startede på universitetet.  Tove Ditlevsen var så stædig i det hun skrev, så konsekvent, det rækker fra ”Pigesind” til ”Kvindesind”. Hendes forfatterskab nåede at blive så komplet med andre værker som ”Ungdom” og ”Barndom”, eller ”Vilhelms værelse”. Det var jo hele livet hun endevendte og med et særligt blik for det feminine. Hun var ikke alene, ude i verden blev der også tænkt. Noget blev sagt – og stod der pludselig. En gang skulle Doris Lessing komme til Amager, auditoriet var proppet til sidste plads og selveste Lessing sad i bunden af auditoriet og på et tidspunkt sagde hun denne sætning:

-          Den største revolution i det tyvende århundrede er P-pillen.

Så skete det igen. Det blev sagt og det var helt tydeligt, at sætningen bare hang der og den blev ved med at hænge. Som jeg sagde, KUA så lavt ud udefra, men der var højt til loftet indenfor. Forfatteren til ”Den gyldne bog” havde talt.

Og selv om bygningerne for længst er faldet og selv støvet er borte og glemt, så lyser sætningen deroppe i luften.

Lessing talte til mig – og Tove gjorde.

Nogen forfattere gør stort indtryk. Deres ord varer.

Og det er den opgave, de har løftet i forestillingen på Det Kongelige Teater – instrueret af Elisa Kragerup og med musik af Jeanett Albeck .

De mangfoldige Tover – hele fem af dem -  har sådan et tag på Tove Ditlevesens tekster.

De fem Tover spilles af Jeanett Albeck, Rikke Bilde, Tilde Maja Fredriksen, Signe Egholm Olsen og Leila Vestgaard.

De får virkelig teksterne ud over scenekanten – og skabt et show, som både er råt og sprødt.

For det er jo denne konstante kamp mellem de forskellige Tover, som er SÅ opløftende. Når en af Toverne er helt vildt ulykkelig og græder på en voldsom måde og de andre Tover finder en måde at opmuntre på.

Den daglige kamp i sindet.

Så er der samling, så er der ikke en skid samling overhovedet..

Det hele findes jo på én gang i en og samme person. Det er så godt tænkt. 

Forestillingen viser, hvor sammensatte kvinder kan være, hvor besværlige, sjove og klarsynede. Tove Ditlevsen var det tidligt, mange fulgte efter.